Emma
og hendes hvalpe
(grafiktung side, vær tålmodig)

Emma


Emma er Milloups niece fra søster Alex's første kuld. Hun blev født den 12. juli 1998 og flyttede i ung alder ind hos Inger Sørensen og Steen Pedersen på A. Naursvej i Højbjerg (telefon 86 27 28 07, hvis nogen skulle være interesseret), altså ikke så langt fra os. Vi fik dog ikke fornøjelsen af at hilse på Emma, før Emmas ejer ringede og fortalte, at nu havde hun altså hvalpe [se stamtavlen her], og vi var velkomne til at komme og se dem. Emmas familie havde hørt fra hvalpenes fars ejer, at Milloup er en onkel til Emma, og det havde gjort dem lidt nysgerrige.

Hvis der er noget, der kan gøre mig nysgerrig, er det til gengæld tanken om at få lov at stikke næverne i en bunke livlige gravhundehvalpe. Så allerede dagen efter - det var for øvrigt den 1. maj - ringede jeg til Emmas familie for at høre, om det var i orden at kigge forbi. Det var det. Egentlig var det min mening, at Milloup skulle blive hjemme. Jeg husker tydeligt fra mit første besøg hos Milloup, da han var 4 uger, hvordan mor Line med hård pote holdt familiens gamle, sorte gravhundehan ude fra børneværelset. Og der var jo ingen grund til at stresse den nybagte mor mere end højst nødvendigt, mente jeg.

Men det var intet problem, forsikrede Steen mig i telefonen, jeg skulle da endelig tage Milloup med også. Emma var netop i gang med en livlig tagfat med naboens hund, hun havde intet som helst imod at modtage besøg, hverken fra to- eller firebenede. Altså fik Milloup alligevel lov at komme med.

3½ uger

7 søde gravhundehvalpe, 3½ uger Det var noget, der passede ham. Et nyt, spændende sted, en ny veninde - han var jo ikke klar over, at det var hans egen kødelige niece, vi aflagde visit hos, men sød var hun i hvert fald.
Derimod var han ikke synderligt interesseret i hvalpene, han vidste ikke, hvad han skulle stille op med disse små tumlinger. Så dem fik jeg lov at inspicere i fred, mens han gik på opdagelse i huset.
Og da der senere blev åbnet ud til haven, kendte jubelen ingen grænser. Milloup elsker haver, sådan en har vi jo desværre ikke hjemme hos os på 2. sal..
Da jeg så, at Milloup trods sin opdagelsesfærd vist opførte sig nogenlunde, kunne jeg jo koncentrere mig om det væsentlige; hvalpene. Der var 7 stk, blanke, buttede og velnærede, 5 hanner og 2 tæver. De lå og snuede i "kravlegården", der var indrettet i havestuen. Emma tog det meget gelassen, at jeg således sad og rodede ved hendes hvalpe, hun var indtil videre mere interesseret i sin nye kammerat.

Men da der nu blev lidt uro, vågnede de op og begyndte at myldre omkring. En af dem - efter Steens oplysninger var det Manne - vaklede halvsovende hen i den anden ende af kravlegården, sænkede bagkroppen og lod vandene gå. Jeg var temmelig imponeret over, at en hvalp på 3½ uge allerede kunne finde ud af, at det ikke er så spændende at ligge i våde tæpper..

På tilbagevejen ramlede han sammen med en af brødrene, og de startede straks en brydekamp. Den ene fik fat i øret på den anden, og sådan et sæt spidse hvalpetænder kan jo nok mærkes. Resultatet udeblev da heller ikke; den overfaldne stak i et hyl, og så kom der gang i Emma. Indtil da havde hun ikke interesseret sig det mindste for hvalpene, de lå jo godt, hvor de lå. Men nu mødte hun omgående for at se, hvad der var galt.

Da hun havde konstateret, at krisen allerede var overstået, kunne hun jo godt gå ud og være selskabelig overfor Milloup igen. Hun forsvandt gennem det hul i kravlegården, der er lavet for at beskytte hendes ryg mod for meget hoppen over indhegningen. Sådan et lille hul i stoffet, hvor stoffet endda falder på plads bagefter, det kan hvalpe i den alder da ikke finde ud af, eller kan de?
Manne kunne, og et øjeblik efter stod også han udenfor kravlegården. Han mindede mig en hel del om Milloup i 4-ugers alderen, han så ud til at have samme gå-på-mod som sin grandonkel.
Emma, Milloup og Manne
Milloup snusede omkring i hele huset. Han var en interesseret tilskuer, da Steen gik i køkkenet for at lave te. Hvis nogen pusler i køkkenet, skal Milloup lige have undersøgt, om det kan betale sig at holde sig til, så han sad tålmodigt og kiggede, mens Steen gik til og fra. Det nummer laver han hver gang, han er med i byen, og det er endnu ikke lykkedes mig at overbevise nogen om, at han faktisk ikke får smagsprøver hjemme hos os selv (og heller ikke står vagt, mens der kokkereres)..

Hvalpene blev igen lagt hen at sove, og mens vi drak te, blev døren til haven åbnet. Det tog Milloup som en opfordring til at passe på matriklen, og snart var han i ivrigt mundhuggeri med en nabohund et par parceller væk. Ind imellem blandede Emma sig også i koret, men med skam at melde var det altså Milloup, der var mest åbenmundet. Gang på gang måtte han kaldes tilbage med løfte om en hundekiks, men det varede aldrig ret længe, før han igen var på spil.

Efter et par hyggelige timer tog vi afsked, og Steen inviterede os til at kigge forbi en anden gang. Det lovede jeg.

hvalpene, 4½ uger gamle 4½ uger

En uge senere satte vi igen kursen mod A. Naursvej. Vejret var pragtfuldt, og Milloup var ikke i tvivl om, hvor turen gik hen. Svinget til Naursvej blev taget i strakt karriere, så snoren klippede hækken på hjørnegrunden.

Hvalpene var nu flyttet ud i haven, hvor der var indrettet en hvalpegård indhegnet med det badebassin, Steen og Ingers børnebørn ellers plejer at bruge. En parasol skærmede de små pus mod solens stråler. Her lå de i en fornøjet bunke og nød tilværelsen.

Du kan godt tage dem ud på græsset, sagde Steen og begyndte selv at skovle hvalpe ud af kravlegården. Jeg hjalp til, og snart myldrede 7 små, energiske krudtugler rundt på græsset. Den ekstra uge havde virkelig gjort underværker for deres motorik, kunne jeg omgående se. Milloup stirrede forbløffet på mylderet og bragte sig skyndsomst i sikkerhed i den anden ende af haven. Unger, æv!

Hvalpene tog sig ikke af Milloup, de styrtede med strittende, vrikkende bagantenner rundt og udforskede den store, vide verden. Efter et stykke tid var vi ved at være skeløjede af at holde øje med, om alle stadig var der, så de blev igen gelejdet op i kravlegården. Det var ikke populært.

Nu var de lige 100% vågne og oplagt til skæg og ballade, og så blev de lukket inde igen. Jeg satte mig udenfor kravlegården og stak næverne ned i bunken. Det var lidt som at fange piratfisk med de bare næver - vups, så hang der 4 hvalpe ved tænderne i hver sin finger. Og den eneste grund til, at der kun var 4, var, at der simpelthen ikke var plads til, at nr. 5 kunne presse hovedet ind over min langemand, ellers havde der sikkert siddet en dér også.. Jeg løftede prøvende hånden 10 cm, de hang godt nok ved.

Stakkels Emma, som skulle lægge mælkebar til denne flok og deres skarpe tænder, tænkte jeg. Jeg havde godt set, at mindst to af hendes patter var i en forfatning, hvor de kunne give Rudolf med den Røde Tud seriøs konkurrence.

Da jeg havde fået hvalpene lirket af fingrene igen, kom Steen med en tallerken ymer til hvalpene. De kastede sig ivrigt over det, men da Emma mødte op for også at få sin del, myldrede de i stedet hen til hende og skubbede sig ind under baren.
De dage, hvor alle kunne være der på én gang ved samme side er forbi, så der var virkelig kamp om pladserne.

Trængsel ved mælkebaren
Der er altid plads til én til.. 3 af de mest ihærdig hvalpe ålede sig helt ind under Emmas mave og besatte batteriet på den anden side. Emma skød ryg det bedste, hun havde lært, og de andre 4 greb til hen over bagenderne af de liggende. Endelig var alle kørt i stilling.

Mens hvalpene tog for sig, slubrede Emma med god appetit ymer i sig, men da der ikke var mere, ville hun godt have stoppet udskænkningen. Det lod sig bare ikke gøre. 7 skarpe hvalpegebisser holdt hende i en skruestik, så hun måtte pænt blive, hvor hun var.

Endelig slap hun fri og satte skyndsomst i et spring ud af kravlegården, hvor hvalpene ikke kunne følge efter.

Efter fodringen faldt hvalpene omkuld i en bunke og slumrede snart sødt. Vi tog afsked for denne gang.

6 uger

Lidt over en uge senere var vi igen på visit hos Emma og poderne. Som ugen før var vejret smukt, og hvalpene var blevet endnu større, frækkere og mere kontaktsøgende. Da vi kom, rendte de alle løs på græsplænen, og straks vi kom ud i haven, myldrede de om benene på mig. Jeg satte mig forsigtigt ned i mylderet og huskede i sidste øjeblik at feje under rumpen, inden jeg smækkede bagdelen helt i jorden. Jeg ville helst ikke sidde på en hvalp, det var nok ikke så godt hverken for hvalpens helbred eller min sjælefred..

Hvalpene klatrede ivrigt rundt på mig, så højt de nu kunne nå. Jeg løftede så en, så en anden op til nærmere bekendtskab. Manne kunne jeg kende igen, og ligeledes de to tæver, som er temmelig forskellige, men de sidste 4 hanner er så ens, at det er umuligt at se forskel.

Ligesom ved vores to foregående besøg havde jeg en pose af vores hjemmebagte hundeguffer med, og hvalpene var nu blevet store nok til at sætte smag på dem. En af dem prøvede endda at begå indbrud i min bukselomme, hvor der også opbevares hundekiks. For slet ikke at tale om Emma, der ved hvert besøg har udvist en dybt tilfredsstillende interesse for mit bagværk.

Hvalpene fik serveret gufferne en ad gangen, så de ikke skulle kløjs i dem, men Emma stak selv hovedet i posen og høstede en mundfuld, som hun derefter bar lidt væk og fortærede i en fart. Milloup holdt sig klogeligt på en vis afstand af mylderet, han gik i stedet på patruljering i haven for at konstatere, om den lignede sig selv fra sidste besøg.

Maaaad!!
Efter et stykke tid blev hvalpene sat tilbage i kravlegården. Et par af dem prøvede ihærdigt at gøre Emma kunsten efter og hoppe ud over kanten, men det var de dog ikke helt klar til endnu. Så de måtte pænt blive, hvor de var sat. I stedet lagde de sig til at sove.

Og da hvalpene nu var af vejen, syntes Milloup åbenbart, at det var hans tur til at komme på banen. Han var efterhånden ved at føle sig så godt hjemme, at han lige skulle se, om han kunne komme afsted med at dominere Emma. Ergo hoppede han op på ryggen af hende og forsøgte at holde hende fast, mens han gjorde parringsbevægelser. Pinligt! Hver gang Emma knurrede og vippede ham af, lagde han sig pænt på ryggen, og hver gang hun flyttede sig, skulle han straks prøve lykken igen. Jeg ønskede, at jeg havde haft hans transportkasse med, så han kunne være kommet til afkøling.

Cecilie og en af hvalpene Kort tid efter, at vi var kommet, dukkede der familiebesøg op. Steens svigerdatter og to børnebørn. Yngste skud på stammen blev stillet i sin bærestol midt på køkkengulvet, og Emma svabrede ham i hovedet med tungen, mens Milloup fejede ham med halen - Milloup havde interessen vendt mod Steens gøremål ved køkkenbordet, små unger har aldrig interesseret ham i nævneværdig grad - undtagen når de spiser, for så taber de jo ofte krummer..

Storesøster Cecilie styrede målbevidst mod hvalpene og plantede sig midt i mylderet i kravlegården. Så var middagssøvnen forbi for denne gang. Flere af hvalpene fik igen lov at løbe omkring i haven, og snart flintrede de rundt i lystig tagfat på græsplænen.

Cecilie udtalte sig med stor kyndighed om, hvem der var hvem, og forsøgte at overtale Steen til at beholde to hvalpe i stedet for en, som det ellers er meningen.

På et tidspunkt fik jeg mig et godt grin over Manne. Han oksede rundt i hælene på sin mor, men hun ville ikke stå stille, så han kunne komme til. I stedet kastede han sin kærlighed på Milloup.
Om hans resonnement var, at når én voksen gravhund har et mælkebatteri under maven, så har de andre nok også, ved jeg ikke, men i hvert fald kravlede han målbevidst ind under maven på Milloup. Dér trak han altså en nitte. Og Milloups ansigtsudtryk var alle pengene værd.
Manne, 6 uger
Milloup trak sig for en sikkerheds skyld tilbage til havens mere vildsomme hjørner. Det havde han ikke held af, hvalpene opdagede ham snart og et par stykker skulle da lige hen og se, om han havde opdaget noget spændende. Han flyttede sig, hvalpene flyttede med. Jeg morede mig over hans dilemma.
På opdagelse i "junglen" Milloup kan sandsynligvis ikke huske det, men jeg husker tydeligt hans første (og desværre sidste) møde med min venindes dengang 12-årige hanhund Koriander.

Milloup var 11 uger gammel. Han drønede rundt og opfordrede den adstadige ældre herre til leg, og fine hentydninger om at tage det roligt forstod han overhovedet ikke - eller han ville ikke forstå dem.

Koriander fandt sig i lang tid med en engels tålmodighed i den flabede hvalp, men endelig fik han nok.

Han udstødte et rungende glam lige ind i fjæset på Milloup, så hvalpens ører stod ret bagud og han landede på rumpen med et bump. Dén besked forstod han - i sådan ca. 2 minutter. Så Milloup har altså ikke noget at lade en livlig hvalp høre..

Familie-index knap

Forside knap

Opdateret d. 29-6-06 c